Brødrene fra Lykkevalg kæmpede for retfærdighed
Skrevet af Helle Søberg Lundsfryd
Vi har netop fået en slægtsbog ind ad døren her på Brahetrolleborg Folkemindesamling. Den er skrevet i hånden af lærer Lars Peder Lundsfryd i 1920. Med stor sirlighed har han nedfældet oplysninger og anekdoter om sine forfædre og deres familier. Når man kigger i arkivkassen for gården Lykkevalg, finder man en nyere – og maskinskrevet – udgave af selvsamme slægtsbog. Denne gang er det Niels Laan Andersen fra Odense, der i vinteren 1943 har renskrevet og tilføjet. Det ville være for omfattende at fortælle hele denne slægts historie, så fokus er lagt på den generation, der levede på gården Lykkevalg omkring Stavnsbåndets ophævelse og den tid, der fulgte lige efter.
Gården havde gennem århundreder hørt til Brahetrolleborg Gods. I 1780 gav Anders Pedersen (17481807) 60 rigsdaler i fæste for sin fødegård. Den 14. september 1788 modtog han arvefæste på gården. Anders Pedersen var medlem af ”Ottemandsrådet”, – en slags
sogneråd, nedsat af greven i forbindelse med udskiftningen. Da Anders Pedersen døde, fik sønnen Peder Andersen (1778-1859) gården overdraget. Enken Anne Margrethe Olsdatter boede som ”Aftægtsnyderske” på gården frem til 1828. Peder Andersen var en meget vidende mand, han havde – atypisk for tiden – en stor bogsamling. Mange kom til ham for at søge gode råd. Han var endvidere sognefoged fra 1828 til 1832.
Peder Andersen havde tre yngre brødre. Da den ældste af disse – Niels Christian Andersen (1781-1846) – var soldat, havde han formastet sig til at klage til Kongen (Frederik den Sjette) over
nogle officerer, der havde tilbageholdt hans og flere andre soldaters forplejning. De var derfor blevet dømt til hængning!!! Dommen var dog blevet ændret til Tugthus på livstid. Storebror Peder mente, at det var en meget hård straf. Han rejste derfor til Glücksborg Slot, hvor kongen opholdt sig, for at gå i forbøn for sin bror. Kongen tog venligt imod Peder Andersen og lovede, at han nok skulle tage sig af sagen. Han kunne dog af forskellige grunde ikke skaffe broderen fri med det samme! Niels Christian havde ved flere lejligheder været sat til at gå spidsrod.
(www.denstoredanske.dk spidsrod, militær straf, der i ældre tid anvendtes i forskellige europæiske lande. Straffen bestod i, at den dømte med blottet ryg skulle gå eller løbe mellem to rækker soldater, der stak ham med spyd eller i en senere tid slog ham med hassel- eller pilekæppe. Spidsrod idømtes bl.a. for rømning og ulydighed og kunne i sine strengeste former medføre døden. I løbet af 1800-t. afskaffedes spidsrod overalt i Europa, i Danmark i 1836.) , dog ikke efter, at Peder Andersen havde talt med kongen.
Kort tid efter Peder Andersens besøg hos kongen kom Niels Christian på fri fod. Niels Christian Andersen kom til at bo i et hus ved landevejen i Fleninge, han var kendt som ”klog mand”.
Den tredje bror Rasmus Andersen (1783-1851) blev gårdmand på Vester Aaby Mark.
Den yngste bror – Jørgen Andersen (1785-1858) kom i Det fynske Regiments lette Dragoner fra 1813 til 1817. Han var blandt de tropper, der i 1813 under Prins Frederik af Hessen kom Napoleon og fransmændene til hjælp. Man har en afskrift af Jørgen Andersens vidnedsbyrd/anbefaling fra 1817. Her fremgår det blandt andet, at ”han ikke alene fuldkommen forstaar Hestens Behandling, godt at ride, og sikker og forsigtig kører, men at han ogsaa som Oppasser fortrinlig er at anbefale for sine høflige og ordentlige Forhold i Tjenesten, samt Lydighed og Troehed til sin Herre.” Dette er underskrevet af C E Bechtolsheim, kongelig dansk Major og Batallions
Commandør ved Sles. Inf. Regiment. D. 10. Februar 1817. Jørgen rejste siden til Gjesing Sogn i Randers Amt, hvor han blev kusk og senere forvalter på Løvenholm. Han giftede sig som 47-årig med den 23-årige Ane Palene Cathrine Jensdatter Bay med hvem han fik 10 børn!
Disse fire brødres historie er på én gang et typisk billede på tiden og en særlig historie om den enkeltes kamp for retfærdighed og et godt liv.