Storkene på Brahetrolleborg
I 1921 skrev C. E. Reventlow en artikel til Dansk ornitologisk Tidsskrift om storkene på Brahetrolleborg. Storkene havde ifølge C. E. Reventlow en ganske særlig betydning for alle på godset, og man iagttog dem med stor fornøjelse fra de ankom i første halvdel af april til de fløj bort i eftersommeren.
C. E. Reventlow erindrede fra sin tidligste barndom, hvordan storkepar kæmpede om reden, som i mange år var placeret på skorstenen.” I vinteren 1877 opstod en Morgen Skorstensild, som ødelagde den…” Man fik hurtigt sørget for at få anlagt en ny rede på taget ved siden af skorstenen, og storkene var ikke længe om at tage den nye rede i brug, da de ankom om foråret. I tidens løb voksede reden til dimensioner, der gjorde, at den kort før storkenes afrejse i 1915 styrtede ned. Storkene blev ikke bange, de ventede i ro og mag på, at en ny rede af mere solidt stof blev sat op. ”De tog den straks i besiddelse!”
C. E. Reventlow skriver, at der for omkring 100 år siden var 2 til 3 storkeunger hvert år. Dog havde man et par i årene 1906 – 1911, der aldrig rugede, ”men kun benyttede Reden til Nattekvarter”. Det kom til tider til drabelige kampe mellem redens beboere og fremmede storke. I 1916 blev reden med ny-udklækkede unger angrebet af hele 5 fremmede storke. Man frygtede for udfaldet af dette angreb, og derfor skød man efter de angribende storke. ”Vore egne Storke brød sig ikke om Skuddene, men saa roligt til.” Heldigvis blev det til 3 unger på vingerne det år!
I artiklen er der talrige eksempler på mere eller mindre tamme storkeunger, som er faldet ud af reden og blevet bragt tilbage igen ved hjælp af stiger. Storkene spankulerede rundt både i haven og inde i gården, de var hverken bange for mennesker eller dyr. Særligt en episode må have vakt megen opmærksomhed og omtale: ”En Dag, da vi spiste til Middag, hørte vi nogen banke paa Spisestuedøren, der vender ud til Haven, og da Tjeneren lukkede op, skred Storken gravitetisk ind til os og gik uden at bekymre sig om de mange Mennesker og en Del Gravhunde rundt om Bordet og stillede sig til sidst under Anretterbordet….” Netop denne storkeunge blev vældig tam og blev fodret fast af fiskeren ved hans hus. Om aftenen gik den op ad bagtrappen ved kirken og tilbragte natten på en repos mellem første og anden sal. Da de andre storke fløj bort i eftersommeren blev den, og godsets folk begyndte at bekymre sig om, hvordan man skulle hjælpe det afholdte ”plejebarn” igennem vinteren. Man prøvede at indfange den og havde lagt planer om at anbringe den i kostalden. Den vægrede sig imidlertid mod at spise i fangenskab i stalden, og man var nødt til at slippe den fri igen. ”Et Øjeblik efter spiste den med god Appetit 18 fisk, som blev bragt den…” Få dage efter ”fløj den pludselig bort i sydvestlig Retning ad Faaborg til, ad hvilken Vej Storkene altid forlader os!”
Det er fantastisk at tænke på, at disse smukke fugle har bragt så megen glæde og så fine oplevelser for blot 100 år siden.
Skrevet af Helle Søberg Lundsfryd.
Kilde: Dansk ornitologisk Tidsskrift 15. årgang 1921 s. 87 ff.
